Loading...

KÆRE DU

En af vores scouts har stoppet dig, fordi han eller hun så, at du havde et rigtigt spændende look og et potentiale for en mulig modelkarriere. På denne side kan du læse lidt om, hvad det indebærer at være blevet scouted af Le Management.

SCOUTED – HVAD SÅ NU?

Vi stopper kun piger og drenge, som vi synes har et helt unikt udseende og en skøn udstråling. Når vi har stoppet dig, har vi sandsynligvis fået dit eller dine forældres telefonnummer, og du vil snarest modtage en SMS fra os med henblik på at arrangere et møde på kontoret. Modtager du ikke en besked inden for en uge, så tag meget gerne selv kontakt til os. Sommetider kan vi få noteret et forkert telefonnummer, og så prøver vi forgæves at komme i kontakt med dig. Når vi får arrangeret et møde med dig og eventuelt dine forældre, hvis du er under 18 år gammel, glæder vi os til at tage imod dig til en lille snak, hvor du kan møde os og høre lidt mere om branchen og jobbet. På mødet tager vi et par billeder af dig for at kunne vurdere, om vi har kunder, der vil booke dig til jobs. Efterspørgslen i branchen er omskiftelig, så uanset, om vi når frem til, at vi kan tilbyde dig job eller ej, ændrer det ikke på, at vi kun har inviteret dig, fordi vi synes, du er skøn – og det skal du tage som en kæmpe kompliment! Lyder jobbet efter vores snak ikke som noget for dig, kan du selvfølgelig også sagtens takke nej. Uanset håber vi, at du har lyst at kigge forbi og høre lidt mere. Vi lover, at vi altid gør vores bedste for at gøre det til en rigtig god oplevelse.

HVEM ER LE MANAGEMENT?

Le Management er et af Europas største modelbureauer med kontorer i både Århus, København, Stockholm og Hamborg. Det betyder blandt andet, at man som model hos os har en øjeblikkeligt langt nemmere adgang til internationale markeder. Men vores størrelse og kundemængde gør ikke, at vi går på kompromis med vores vigtigste kerneværdier, som er tiden og omsorgen for den enkelte model. Vores modeller er vores venner og vores familie, som vi oprigtigt holder af og ønsker at passe på – og det er vigtigt for os, at man som model til enhver tid er klædt godt på til jobbet, og at vi også har et tæt samarbejde med forældrene. Derfor er man som model altid velkommen til en snak og en kop kaffe på et af vores kontorer hos sin booker – og vores kontorhunde elsker i øvrigt, når der er flere til at klø dem bag øret.

HVAD ER EN MODEL?

At være model er et fleksibelt arbejde forstået på den måde, at man siger ja eller nej til hvert enkelt job. Det vil sige, at hvis vi eksempelvis har en kunde, der gerne vil booke dig til et job, giver vi dig et kald og forklarer dig, hvem jobbet er for, hvor meget det giver i løn samt hvor og hvornår jobbet er. Har du ikke mulighed for at tage jobbet, siger du ganske enkelt nej tak. Mange af vores modeller går i perioder på efterskole, har eksaminer eller lignende, og det kan man altså sagtens få til at hænge sammen med en modelkarriere – faktisk kan modeljobbet være et rigtig godt studiejob. I samråd med os og dine forældre forventningsafstemmer vi altid i forhold til, hvor meget du kan arbejde, om du har tid og lyst at tage udenlands osv.

ET SAMARBEJDE, DER TILGODESER MODELLEN

Mange modelbureauer laver kontrakter med modeller, der binder dem i halve eller hele år, når og hvis man ønsker at sige op eller skifte bureau. Hos Le Management binder vi aldrig vores modeller, da vi mener dette er uetisk, og da vi tror på et samarbejde, hvor man er model hos os, fordi vi er de bedste til det, vi gør – ikke fordi man på et tidspunkt har skrevet under på en kontrakt. Som model kan det være ødelæggende for din karriere, hvis du af forskellige årsager på et tidspunkt beslutter dig for at ville repræsenteres et andet sted men bremses af et urimeligt opsigelsesforløb, som kun er til bureauets fordel. Ønsker du på et tidspunkt at stoppe som model hos Le Management, ønsker vi dig alt godt, udleverer dit materiale og krydser fingre for, at du måske en dag vender tilbage, fordi du savner os.

EN USUND BRANCHE?

Vi møder ofte en sund skepsis fra særligt forældre i forhold til vores branche, som mange kender fra medierne, der sommetider tager følsomme emner op. Det er vigtigt for os at pointere, at branchen er langt fra sådan, som medier kan ske at fremstille den i eksempelvis underholdningsprogrammer. Hos Le Management er vi særdeles opmærksomme på, at vi har med unge mennesker i en sårbar alder at gøre – og vi gør en stor indsats for at støtte og vejlede, så man som model opbygger en tro på sig selv og tilegner sig styrker og kompetencer, som man også vil kunne bruge i andre af livets aspekter. Vi tilbyder blandt andet workshops i forståelse for sociale medier samt kærlighed til kroppen og generel kropsbevidsthed, der skal ruste de unge mennesker ikke bare til jobbet men også til en verden, der stiller mange krav, som kan være svære at navigere i. Desuden er vi medstiftere af et branche-initiativ kaldet ‘Det Etiske Charter’, der blandt andet sikrer sund kost på jobbet og et krav om sundhedstjek af modeller. Det vigtigste for os er hele vejen igennem, at man er glad for at tage på arbejde samt at jobbet har en generelt positiv indvirkning på éns person og udvikling.
Læs mere om Det Etiske Charter på www.modebranchensetiskecharter.dk

VI HYLDER DIVERSITET

Man forbinder ofte en model med at være ung, åleslank og tårnhøj. Men hos Le Management elsker vi mange forskellige typer og looks, og vi har derfor flere afdelinger for både smukke kurvede modeller, modne modeller og såkaldte streetcast modeller, som kan være seje typer, der ikke har de klassiske modelmål eller det klassiske modellook, men alligevel har en helt unik udstråling. Vi elsker diversitet, og hos os er flyveører og fregner det mest vidunderlige, vi ved. At skønhed er rigtigt mange ting, er et vigtigt budskab, som vi er stolte af at dele.

VORES PRIVATLIVSPOLITIK

Vi tager dine personlige data seriøst, herunder blandt andet de informationer, du kan have givet vores scout. Læs mere om, hvordan vi opbevarer og behandler dine personlige data på www.lemanagement.dk/privacy-notice